Når du køber hus i Frankrig, kan du få gratis bistand til dit køb
"Når du leder efter bolig i Frankrig, så indgå en "Mandat de recherche" og få en "købermægler" som ganske gratis kan hjælpe dig med købet. En "købermægler" har nemlig krav på at få del i det salær, som sælgerens mægler har aftalt med sælger. Men hvis du som køber har været i direkte kontakt med sælgers mægler, har sælgers mægler ikke pligt til at dele salæret med købermægleren, og så er køber forpligtet til at betale købermægleren et salær", lyder de gode råd fra Alliance Advokater
“Når man søger efter en feriebolig i Frankrig opdager man hurtigt, at ejendomsformidling foregår anerledes i Frankrig end i Danmark. Mange boliger er udbudt hos flere mæglere på én gang, og til forskellige priser. For en potentiel køber er det vanskeligt at få oplyst detaljer, fx adressen, da mægleren ikke vil risikere at man indgår handlen direkte med sælger eller en anden mægler, således at han går glip af sit salær. Af denne årsag er de fleste salgsopstillinger meget mangelfulde hos franske mæglere” forklarer Frankrig-specialisten advokat Ann-Sofie Juhl Kold Nielsen fra Alliance Advokater.
For mange købere varer det lidt før det går op for dem, at mægleren har en meget stor egeninteresse i at der afgives et købstilbud hurtigt muligt, for indtil sælger har accepteret købstilbuddet, kan mægleren ikke være sikker på at få et salær. Dette står i skærende kontrast til det danske system, hvor en mægler kan være sikker på at sælger ikke handler til anden side uden hans vidende.
“Disse særlige forhold i Frankrig har skabt et behov for en mæglerfunktion, som udelukkende repræsenterer købers interesser. Derfor bør man indgå en formidlingsaftale om køb “Mandat de recherche”
med en “købermægler” som får mandat til repræsentere køber overfor andre mæglere”, fortæller Ann-Sofie Juhl Kold Nielsen.
En “købermægler” har krav på at få del i det salær, som sælgerens mægler har aftalt med sælger. Til gengæld er det uhyre vigtigt at køber aldrig direkte kontakter andre mæglere selv – hverken pr. telefon, e-mail eller personligt. Hvis man selv søger efter boliger, fx ved at kigge på salgsopstillinger i vinduerne eller på nettet, så skal man derfor bede købermægleren om at kontakte den pågældende mægler, som har boligen til salg.
“Forhandlingssituationen er ofte svær, når man som dansk køber står overfor en fransk mægler. Det er svært at forholde sig kritisk til kvadratmeterpris og beliggenhed, når markedet er uoverskueligt, og man endelig har fundet dét der ligner drømmeboligen. Sproget er ofte en stor udfordring og køberens manglende indsigt i hvad man normalt kan forhandle sig til, og hvordan købsprocessen i øvrigt forløber, skaber også ofte beklagelige misforståelser” fremhæver Alliance Advokaten.
Der findes flere danske mæglere i Frankrig, som også tilbyder købermæglerservice, og som dansk køber er det selvfølgelig en stor fordel at kunne kommunikere på dansk – især når man når til forhandlingsfasen.
Advokat, Ann-Sofie Juhl Kold Nielsen
Telefon: 40 85 89 55
Alliance Advokater er en ny forening og et fagligt netværk blandt advokatvirksomheder i Hovedstadsregionen. Foreningen stiller en bred vifte af juridiske kompetencer til rådighed for private, virksomheder og organisationer. Læs mere om foreningen på www.allianceadvokater.dk
TILBAGE
KONTAKT
Advokathuset Hvidovre
Hvidovre Torv 9
2650 Hvidovre
Hvidovre
Hvidovre Torv 9
2650 Hvidovre